Så ser man lige… Europas første FSC®-certificerede træhus

Sommerhus-juli sommerhus-juli-2sommerhus-juli-3

Jeg har så meget at fortælle! I fredags blev sommerhuset – Brombærhuset – officielt godkendt (med fine karakterer!) som FSC-certificeret projekt. Det er nu officielt Europas første FSC-certificerede 100 pct. træhus. Jeg var en lille smule til eksamen hos Karina Kitnæs fra Orbicon .Morten Brodde fra FSC-Danmark, var også med (kender efterhånden dem begge ganske godt fra en proces, der har strakt sig over mange måneder nu).

Hans Erik (tømrermester) og jeg har tjekket alt der er kommet til grunden og gemt alle følgesedler, vi kan dermed dokumentere, at alt, på nær nogle få materialer, er FSC-mærket træ eller genbrug. Vi fik også tjekket vores samarbejde med den lokale tømmerhandel – Fog i Helsinge – der har “vores” træ liggende sikkert opbevaret i et særligt hjørne i en hal. Også her var der styr på al dokumentation. Hurra! Det har givet lidt genlyd i branchen – jeg har aldrig før talt så meget med så mange, der interesserer sig for byggeri. Og jeg lover, at der bliver mulighed booke sig ind i mindre grupper til at  besøge huset senere (med forplejning fra øko-restauranten Køster&co, har vi aftalt) og jeg planlægger at holde foredrag om at bygge bæredygtigt…

Til da kan man læse mere i artikel fra den lokale avis: Vores byggeri er blevet berømt i lokalmiljøet. Næste artikel bliver bragt i Politiken på næste lørdag (uge 29). Som man kan se på billederne har jeg travlt. En dag forsøgte jeg at nå at blive interviewet til Politiken, blive fotograferet, lave tv samtidig, svare på spørgsmål fra leverandører, tage imod materialer, isolere hus, tage imod en ekspert og have mine to sønner med… De har hjulpet til og tjent lommepenge.

Der er kommet mange fine materialer. Lad mig her fremhæve dørene fra Bovalls i Sverige, der er ikke to, som er ens – det er FSC-mærket genbrug. Jeg har støvsuget lageret for svendeprøver og demonstrationsmodeller og er undervejs blevet næsten venner med de to søstre, Inger og Eva, der har arvet deres fars dørfabrik. Se også det tonstunge egetræsbord i drivhuset – det er kommet med i handlen, da jeg købte tagspån i robinietræ fra Søren hos Skovtrup (det bliver det næste vi får lagt!). Og se lige vinduet! Vi har fået det første af Lennarts fine vinduer i! 

PS. Jeg har fået at vide, at huset bliver VERDENS første FSC-certificerede 100 procent træ-hus (med træ i alle led også fundament og isolering), men for en sikkerheds skyld skriver jeg lige Europas første oppe i rubrikken. Her er jeg helt bombesikker, fordi Loa fra FSC Danmark har skrevet rundt til alle de andre landechefer og de er vendt tilbage og har sagt, at der ikke findes noget i Europa… De siger også at der ikke findes noget i verden. Uh, det er lidt vildt.

INFO til nørder: Byggeriets certificeringskode er SA-PRO-PRO008 med FSC-licenskoden FSC-P001605

 

Skriv et svar