Leverandører

Jeg forsøgte under hele byggeriet at opdatere denne liste over kontakter og leverandører. Jeg bliver stadig spurgt om anbefalinger hele tiden. Hvor har jeg fundet hvad? Hvem kan jeg anbefale til nedrivning af gammelt sommerhus? Til el, til træ, til badeværelse, til skorsten, til jeg ved ikke hvad. Og hvor kommer træet fra? Skurene? Drivhuset? Hvad er FSC®? Jeg skriver det hele her… Manglende links kan du finde via google – det her er ikke en reklamesøjle, men en liste over dem jeg af et ærligt hjerte vil anbefale! Jeg har ikke modtaget betaling for at anbefale nogen og jeg har betalt mine håndværkere for deres arbejde – selvfølgelig. Når jeg anbefaler nogen/noget, så er det fordi, noget har været rigtig godt! 

ALFABETISKE ANBEFALINGER 

ARKITEKT Erik Juul – ekspert i bæredygtighed, visionær og hyggelig at arbejde sammen med. Vi har haft et super samarbejde! Det kommer vi til at se mere til på tv og i bogen… Modellen der ses mange steder er bygget af Kirsten, som var i praktik hos Erik, mens byggeriet stod på. Erik er nu leder af Friis Molkte’s tegnestue i København, da vi byggede var han selvstændig.

BAD – Jens og Gitte driver en lille badeværelsesforretning, Aquadomo, hvor jeg har købt badeværelse to gange før. Derfor kender jeg alle deres produkter og deres fine service. Denne gang spurgte jeg: Har I ikke nogle rester, noget mærkeligt, noget der er leveret tilbage, noget der ikke har passet på mål, noget der har fejl, noget der er i forkert glasur? Jeg er endt med at få det fineste badeværelse ud af den slags rester! Man tror det er løgn. Men det er det ikke. Og det er også bæredygtigt, at anvende det, der er kommet retur fra andre – og som bare står og fylder på et lager. Min vask er ubrugt, men fra 1950erne, aldrig brugt før af nogen. Håndklædetørrer var i forkert mål til nogle andre, fin til mig (eneste varmekilde i badeværelse). Og armaturer har jeg ikke – det er bare rør, der er sat sammen. Alt sammen takket være Jens og Gitte, der var med på denne skøre opgave og cirkulær økonomi.

DØRE – er fra det fineste svenske firma Bovalls i Bovallsstrand. To søstre har arvet deres fars snedkeri og laver de smukkeste ting. De døre, jeg har fået lov til at købe med rabat er blevet til overs / brugt på messer / svendeprøver… Dem kan jeg genanvende, da huset jo er nyt og vi kan få målene til at passe.

DØRE – foldedøre og glasdøre. Det er helt fantastisk! Jeg fik lov til at købe to virkelig fine IMG_6323foldedøre/glasdøre fra det meget miljøbevidste danske firma La Cuna. Begge er nogle, der er blevet til overs – og dermed genbrug. Den ene kom ikke ind over grænsen til Kashakstan, fordi firmaet ikke ville betale bestikkelse. Den anden er fra et kuldsejlet byggeprojekt. Begge er topkvalitet, men bare til overs.

FSC® MÆRKET TRÆ – kontakt FSC-sekretariatet. Og kig efter FSC-mærket hver gang du køber træ. Jeg har været ambassadør for FSC-mærket træ i en årrække. Den bedste måde vi som forbrugere kan gøre noget i forholdt til klimaforandringerne, er ved at købe FSC-mærket træ fra bæredygtig skovproduktion. 18 procent af verdens CO2-belastning kommer fra fejlslagen skovdrift, hvis vi kunne ændre på det, kunne vi ændre verden. (Ikke-bæredygtig skovdrift er et større problem end alle transportsektorerer tilsammen).

DEFINITION: Forkortelsen FSC® står for Forest Stewardship Council. FSC er en international non-profit mærkningsordning til træ og papir. FSC hverken producerer eller sælger varer. Du finder FSC-mærket på produkter af træ og papir, som du kan købe med god samvittighed. Det kan du, fordi der i en FSC-skov ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC en sikkerhed for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er sikret uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn. FSC er den eneste globale mærkningsordning til træ, der har bred opbakning fra grønne organisationer som WWF, Greenpeace og Verdens Skove, sociale organisationer som BAT-kartellet og fra virksomheder verden over. 
FSC har 10 grundprincipper, som alle FSC-certificeringer verden over bygger på. Når du køber et FSC-mærket produkt, ved du med andre ord, hvad du får – ligegyldigt om det er et produkt fra Danmark eller Bolivia. FSC er den eneste mærkningsordning inden for papir og træ, som på den måde har ét sæt regler over hele verden. 
Se denne lille film om hvad FSC® går ud på, hvis du vil vide mere – en skovarbejder fra Brasilien forklarer. Når du som forbruger eller virksomhed vælger FSC, er du med til at sikre naturen og de sociale forhold i de skove, som træet kommer fra. Med dit valg giver du din støtte til de skovejere, der har valgt at drive skoven med respekt for mennesker og natur.

Fotografwww.ditteisager.dk – Ditte Isager arbejder egentlig kun for de store stjerner som Gwyneth Paltrow,  NOMA, Condenast Traveller, Elle, Vouge Living og så videre. Men Ditte er blevet overtalt til at komme og fotografere det lille skur! Det bliver fantastiske billeder til bogen (og til Bo Bedre).

FRØSLEV TRÆ – i Padborg. Det er her, man kan være så heldig som jeg var, at finde det træ, som man ikke kan få andre steder. Det kæmpe store tømmer kom fra Frøslev og jeg hoppede op og ned af glæde. Det er FSC-mærket og alt. Her er også godt muligheder og træ til havekasser osv. Kig evt på deres website.

GENBYG – alle kender Genbyg, der gør et stort og samfundstjenesteligt arbejde med at samle brugte byggematerialer. Holder til i Kastrup. Har fin hjemmeside. Jeg har købt et par ting, jeg lige manglede til sidst derude. Blandt andet døren til fadeburet som er fra Gentofte hospital.

JOHANNES FOG – det træ jeg bruger til byggeriet får jeg via FOG – en lokal trælasthandel få kilometer væk i Helsinge. De skaffer det, de ikke lige har på lager fra mange forskellige savværker – sådan at alt kommer hjem og ligger trygt i ly hos dem. Jeg har arbejdet sammen med FOG før – dengang jeg lavede min allerførste havebog og det er værd at bemærke, at Fog er ejet af en fond, som har fokus på bl.a. miljø. Det er således ikke en stor profitdrevet familievirksomhed. Det har været virkelig dejligt, at have en lokal tømmerhandel, som kender alt til træ og som kender de folk, som har arbejdet her på pladsen med at bygge huset. Jeg kan virkelig anbefale, at man handler lokalt.

JULIANA DRIVHUSE – jeg elsker Juliana! Et fynsk drivhusfirma, som har haft en svær tid i finanskrisen ligesom alle andre og som nu har meget travlt, fordi alle vil have deres dejlige drivhuse (stormen Bodil gjorde også sit). Jeg har fået fingre i et trædrivhus – det er af velduftende cedertræ. Det er fra engelske Gabriel Ash, som er ejet af Juliana, der også forhandler det her i Danmark. Tjek evt #drivhus på Instagram.

JYDERUP DYVELFABRIK – reddede mig, da vi skulle bruge FSC-mærkede kæmpe store dyvler. De fås egentlig ikke som FSC, men der blev lavet en lille produktion i Jyderup. Hele huset er sat sammen med trædyvler, ikke metalsøm og beslag.

KØKKEN – mit køkken er lidt stykket sammen af rester, containerfund og så nogle skabe og bordplader osv fra Designa: Et FSC-certificeret køkkenfirma fra Kjellerup. Jeg fik et ret nært forhold til Majbritt fra Designa i processen, også fordi hun vidste alt om energirigtige hårde hvidevarer, der er en del af et bæredygtigt byggeri. Mine er fra Siemens, der er ret langt fremme på lavt energiforbrug. Skuffekøleskabene er fra Nordcool. Super lavt energiforbrug. A+++.

Lamper – den store over spisebordet er genbrug, det er en københavnerlampe (gadebelysning) nu brugt indendørs. Staldlamper fik jeg gratis af de flinke elektrikere (genbrug). De andre (sorte, inde og ude) er 2.sortering fra Eleanor Home. Hils Sune når I ringer efter de lamper – de er for fede (psst, det er også dem der hænger i mange Joe&Juice-butikker, dansk design, har været vild med Sune og hans design siden jeg engang mødte ham nede ved grønthandleren). Endelig er der også nogle få lamper fra Nordlux, de laver sådan noget uplight på huset, som Iver elektriker er helt vild med.

Lauritz.com – jeg havde aldrig købt noget her før byggeriet. Men nu er jeg nærmest afhængig af app’en. Jeg har købt alt til sommerhuset brugt. På denne side, på Den Blå Avis og på loppemarkeder. En del er også gratis fra storskrald. Alt er “gratis” fordi jeg kun har brugt “loppemarkedspenge” på ting og sager til huset. Ikke “nye” penge.

Lyskontakter i porcelæn og lysdimser, der sidder i loftet, også i porcelæn – de stammer fra Tyskland. De fleste har jeg købt i en stor kasse, der var blevet til overs fra et andet byggeri. Jeg kendte dem i forvejen, fra da jeg lavede køkken (har dem i mit køkken herhjemme, dengang var der en dansk forhandler). Nu skal man rigtig mange omveje for at finde dem – med mindre, man følger dette link, til ham der har designet dem. Jeg har købt fire kontakter og lamper her og man skal betale porto til Danmark og betale på forhånd, men varerne kommer hurtigt og er superfine. http://www.produktgesellschaft.de/en/lights/lindner-licht-functional-lights.html

Tilføjelse April 2015. Man kan nu købe kontakterne i Tisvildeleje hos Seasons by Sidsel (overfor købmanden).

INDVENDIG BEKLÆDNING & GULVE – efter lange og mange overvejelser bliver det til dansk træ fra PA savværk. Vi har brugt Douglas fyr, der har groet i Jylland. PA savværk er et smukt og traditionsrigt firma i det fynske og de ved alt hvad der er værd at vide om træ siden skovrejsningslovene/fredsskovforordningen i 1805. Anders Cederfeldt er helt fantastisk og ved ALT. NB. Hvis Douglas bliver for rødt,  vil jeg forsøge et gammelt trick, jeg kan huske fra min barndoms kostalde: Jeg vil kalke træet hvidt. Det holder også fluer væk. Til det bruges biodynamisk maling/kalk fra Sverige…

ISOLERING –  fra Thermocell. Oppe på Mors laver de den fineste træfiberisolering af FSC-certificeret gran fra skandinaviske skove. Den meget behagelige isolering blev indblæst af Bjørn fra Dansk Træfibersolering. Der har været så varmt i huset her i vinter, at man tror det er løgn. Men det havde Bjørn egentlig lovet – og han fik ret!

MORSØ – jeg synes, jeg har fik fingre i verdens lækreste nye svanemærkede brændeovn/pejs (ny fordi det er bæredygtigt pga ren brænding, ren røg). Det er en indsætningsbrændeovn og den er meget, meget fin. Og jeg har ikke ord for, hvor hjælpsom Jesper hos Morsø har været, når jeg har haft 1000 spørgsmål. Rundt om brændeovnen fra Morsø ses nogle plader, der ligner gasbeton, men som ikke er det. De er lette og består af vand og kalk – calciumcilikat-plader – de er fra Skamol. Fordelen er at de er lette, gode til brændeovne og de kan arbejde med i et træhus. Tømrer Nick Dinesen kom og satte pladerne sammen til det, der er rundt om brændeovnen. Kan anbefales! Inddækningen øverst er fra Sabetoflex. Der skal være en korrekt inddækning til et tag lavet ud af træ…

MURERMARTIN – sådan hedder han og hans hjemmeside og Martin sendte en vildt dygtig flisemurer Michael, da der skulle laves fliser på badeværelset. Kan anbefales!

NEDRIVNING – Hockerup. Der er flere Hockerup-nedrivningsfirmaer, noget med nogle brødre og fætre og onkler. Jeg brugte Lasse Hockerups firma fra Roskilde og det kan jeg virkelig, virkelig anbefale. Seje folk. God genanvendelse og fin affaldssortering.

ORBICON leverer FSC® projektcertificering. Hvad er det for noget? 

Optoglas – har leveret de næsten usynlige forsatsruder, der gør det muligt at bevare smukke gamle vinduer og samtidig være max energirigtig. Jeg havde dem overalt i vores gamle hus (for 10 år siden) og var meget glad for dem. Nu har jeg dem på det store vindue og på det i gavlen. Jeg kan give dig nummeret på tømrer Morten, der sætter optoglas på gamle vinduer. Fantastisk arbejde!

PLADER – fra DLH Nordic. Folkene fra DLH ved simpelthen alt om plader og hjalp os, da vi skulle finde de helt rigtige vindplader til undergulv og til udvendig vindspærre.

SKOVTRUP – det er her jeg har bestilt de helt fantastiske tagspån fra. De er i FSC-mærket robinie-træ fra ungarske statsskove. Egetræsbordet der ses i drivhuset – som senere kommer ind i stuen – er også håndlavet fra SkovTrup.

SKURE – er fra Silvan. De kom fra web-shoppen. Det er nemt! Jeg har købt alt muligt – fra skure, øko-jord, nedløbsrør, brænde, skruer og så videre hos Silvan. Det kommer bare uden man behøver slæbe det! Man bestiller bare alt det tunge og så bliver det leveret på grunden. Skurene fungerer fint til formålet og vi har lagt træuldsisolering i og smukt træ-patchwork på indersiden. Der er sat halve rafter udenpå det ene og vi har malet det andet sort, så de to skure ser lidt hyggeligere ud. Det med rafter hedder Rosenlund, det er der mange, der har spurgt om.

SMED – jeg fik brug for en smed til tre ting. Nogle kobberinddækninger på konstruktionstræ. En jernkant i haven lavet på mål. Og en genbrugs-kobber-plade foran brændeovnen. Jeg kan anbefale Gribskovsmeden / Lars. Han forstod straks hvad jeg mente og kom med både skramlet plade og jernkanter til mit blomsterbed.

STENSKÆRER – jeg kørte til Borderstone i Hornbæk, fordi jeg havde fået det anbefalet. Her skar Michael en carrara marmorplade til mig ud af en rest (skulle bruges oven på toilettet). De har det fineste værksted med sten – alle mulige slags – og jeg fik helt lyst til mere. Vil gerne have et stort marmorbord engang.

TAGRENDER – NYHED NYHED – sommeren 2015 – først troede jeg vi kunne klare os uden tagrender. Det tænkte arkitekten også. Og hvis nu vi holdt os til planen om et ægte hus på prærien, så er der vel heller ikke tagrender på sådan et? Men det regnede og det regnede. Hele vinteren. Så jeg blev enig med mig selv om tagrender. Først tænkte jeg zink. Men så mødte jeg Gorm fra Carl Ras, som har forstand på den slags. Han insisterede på KOBBERTAGRENDER. Og det har jeg ikke fortrudt, tak for hjælpen Gorm. Du kan købes på metermål og de holder 200 år. De bliver brune med tiden. Grønne hvis man tisser på dem. De er meget, meget smukke…

THORS DESIGN – bordet der ses på terrassen er i bæredygtigt træ fra danske færgelejer, noget af det er over 100 år gammelt genbrug. Bordet er 3.60 meter langt.

TØMRER – Tisvilde Byggeservice. Hans Erik er en vildt dygtig tømrer- og snedkermester. Han er lokal. Ved alt om træ og kan sit kram. Det ses i bogen og på tv. Når man bruger lokale håndværkere er det bæredygtigt, fordi daglig transport minimeres – og man sørger for at støtte arbejdspladser i lokalsamfundet. Det er Hans Erik og hans folk, der har bygget hele huset. Det er jeg glad for.

Selv om huset er færdig, så fortsætter vi samarbejdet. Vi laver lidt om på gammel carport, gamle skure osv. Det skal opdateres til tidens standarder. Så vi ses stadig!

TRACER – træet til huset udendørs bliver canadisk FSC-mærket cedertræ som kommer fra et lille træimportfirma Tracer. Det er nordjysk – og jeg har aldrig mødt nogen, der ved så meget om træ, som Kasper fra Tracer, der har lært mig alt muligt om mindre kendte træsorter, hvorfor det er bæredygtigt at vælge træ der kan holde i 100 år og som kommer fra FSC-projekter i regnskove og hvorfor et tag i træspån er ”allergisk” overfor birk (det kan ikke tåle sukker og pollen).

VEJBY ELEKTRIKEREN Leif Nielsens Efterfølger (hedder det egentlig) kan ikke anbefales nok! Jeg har kendt Nick og hans folk et stykke tid, fordi jeg begyndte med at have nogle el-spørgsmål og udfordringer i det gamle grimme sommerhus… Jeg fik et meget nært forhold til Ivar, elektrikeren der var på opgaven med det nye sommerhus. Han er den mest hjælpsomme elektriker man kan forestille sig og kan altid fikse alt. Og så har hans kone fine islandske heste lige omme på den anden side af marken.

VEJBY CEMENT – kan anbefales til alt med jord og beton. Tager sig også af nedrivning og kommer med læs jord og grus… Bjørn, der har Vejby Cement er far til Nick, der har elektrikerfirmaet.

VINDUER – fandt jeg hos Lennart i Lejre via Den Blå Avis. Hans side hedder noget henad klassiske-vinduer.dk. Men han vil helst ikke have for mange besøgende til sine fine, fine vinduer, han har samlet i laden :-)

VVS – min nabo, Carsten, er kloakmester og har lavet alt vand. Han arbejder i Nordkysten VVS, derfor er det også dem, jeg fik fat i til at lave badeværelse og udendørs vandhaner og køkkenvandhaner. Jeg var glad for at møde Martin og Dennis herfra – de var gode! Også til meget fint blikkenslagerarbejde – mit badeværelse har udvendige rør, fordi jeg ikke vil have rør ind i mine nye fine vægge. Det er smukt arbejde.

Woodliving – de gode mennesker, Inge, Peter og Peters søn Jeppe, kom mig til undsætning da jeg lavede træpatchwork. De laver de smukkeste borde ud af trærester. Tjek dem ud!

Quooker – den kogende vandhane. Jeg har en derhjemme. Jeg havde en i min lillebitte butik i Kongens Have. Og jeg skal have den i sommerhuset. For jeg kreperer, hvis jeg ikke kan få mindst fem kander te om dagen. Quooker bruger kun 45 øre i strøm om dagen, når den er på stand-by. Det er den mest bæredygtige måde at få masser af kogende vand til te, kaffe, madlavning osv. Jeg er fan.