Gratis kapitel fra bogen Byg Bæredygtigt

Værsgo! Det er fredag. Solen skinner. Og du skal have et gratis kapitel fra min nye bog. Det blev oprindeligt skrevet som forord, men så voksede det og blev langt og meget personligt, og jeg satte det ind som efterord. Du kan bestille bogen Byg Bæredygtigt på biblioteket, købe den i din lokale boghandel eller købe den signeret her. Det første af tv-programmerne ligger gratis på TV2-play her – og de sendes for tiden hver mandag 21.25 på TV2. Læs lektørudtalelse her.

EFTERORD

Engang kort tid efter, at vi var kommet hjem fra Afrika, hvor mange dengang i 1970erne rejste ned for at prøve at være med til at redde verden, boede vi en tid i en soveby i nogle meget grimme, grå rækkehuse, der fungerede som lærerboliger, på en vej, der hed Alfarvej (det hed den!). Her skinnede solen altid, og folk kom hinanden ved, og jeg løb ind og ud hos naboerne, der serverede spegepølsemadder og småkager. På dette tidspunkt var jeg omkring otte-ni år og det var før, vi flyttede ned til den skov, langt ude på landet, som jeg ofte refererer til. En dag var jeg ovre hos et ungt par, som jeg holdt meget af. Kvinden hæklede, vævede og kartede. Hun havde fletninger, briller og læste til lærer, og så var hun god til at kradse på ryggen. Manden havde altid gang i eksperimenter, ikke mindst tankeeksperimenter. Han havde skæg, gik i bare tæer, spillede guitar, lavede sjove fysikforsøg og arbejdede for Verdensnaturfonden. Han sagde noget, jeg aldrig glemte, den her dag, noget, som var meget tidstypisk: ”Hvad hvis nu alle mennesker, på hele jorden, slår en skid samtidig? Det vil kunne måles!”. Han lyste op i sit store grin og forklarede mig noget om gasser, men også noget om, at hvis alle mennesker, eller i hvert fald mange mennesker, går sammen om at udføre en bestemt handling samtidig, så kan det have kæmpe stor effekt. Altså, på verden-kan-ændre-sig-og-vi-kan-flytte-bjerge-måden.

Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world; indeed, it’s the only thing that ever has. Margaret Mead, amerikansk forsker og antropolog, 1901-1978

Det tænkte jeg meget over. Og jeg har tit tænkt på naboen i nyere tid, når talen falder på, at det er et stort problem for klimaet, når køer udleder metangasser, og at det er et problem, at vi (især danskere, desværre) spiser alt for meget kød fra kødkvæg.

Nu har jeg igen været nede i tidslommen fra dengang. Jeg var et stille barn. En læsehest, der IMG_7662tilbragte meget tid med at glo ud af vinduet, tegne og tænke over verden, hvis jeg da ikke levede inde i bøgernes univers med mine fiktive venner, som var nogle utroligt handlekraftige og stærke piger, helt modsat mig. Jeg ville gerne være mere som dem, jeg læste om. Jeg ville gerne være sådan en, der var med til at gøre en forskel. Men jeg var ikke god til at bygge ting, finde på ting, sige skægge ting eller bare tage ordet. Jeg tænkte alt for meget over tingene og nørdede alt for meget. Du ved, jeg sværmede rundt og lagde blomster i pres og begravede fugle i æsker og blev stærkt optaget af noget struktur i noget bark og faldt over mine alt for lange fødder og den slags.

Man kan ikke lave verden om uden at lave sig selv om. Man kan ikke lave sig selv om uden at lave verden omTor Nørretranders

Jeg er ikke noget naturtalent som modig. Men har for længe siden besluttet mig for at turde turde og for at sige ”jeg er ikke bange for noget som helst” eller ”det kan jeg helt sikkert godt finde ud af”. Det giver en stor frihed – og den ønskede jeg mig, for jeg var meget misundelig på, at Laura og Pippi havde den frihed, de besad, mens jeg dengang var sådan en, der var bange for alt.

Jeg fortæller dig det, fordi det er det absolut første, som alle folk spørger mig om, når de hører om det her byggeprojekt: Hvordan turde du? Hvordan kan det være, at du er så modig?

Nej, jeg er slet ikke modig af natur. Og jeg er ikke født til at turde ting, hvad min mor og min bror kan bevidne. Men jeg har besluttet mig for at være modig, for jeg vil have mest muligt ud af det her liv. Jeg vil jo være med til at ændre verden. Og ingenting sker, hvis man ingenting gør og tør, fordi man er bange.

Mens jeg har været voksen, har jeg været bange for de mest tåbelige ting. I tyverne var jeg bange for at flytte til Aarhus (Journalisthøjskolen), bange for (de voldsomme) reaktioner på, at jeg skrev i avisen (hvor jeg skrev første gang, da jeg var 19-20 år), bange for at tage ordet ude på mit studie (Retorik på Københavns Universitet, sjovt nok), jeg var også bange for, at det var en fejl, da jeg fik min studieplads eller en fejl, da jeg fik mit første job og mit andet job (Politiken og TV2). I trediverne har jeg været bange for at bo alene. Også selv om jeg skulle bo alene sammen med børn. Jeg var bange for at gøre ting alene, tage banklån, tage på sommerferie, tage alene til reception på et forlag, tage til store fester, sætte store, uoverskuelige projekter i gang, leve livet uden sikkerhedsnet og uden fast løn som selvstændig. Jeg har været bange for, hvad andre skulle tænke eller mene. Jeg har været bange for at rejse alene til fjerne lande og mærkelige kontinenter. Og jeg har været bange for at eje et sommerhus helt alene. Men nu er jeg i fyrrerne og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke længere er bange for noget, der er værd at tale om. Jeg har prøvet det hele nu, og det er jo faktisk gået meget godt.

At one point, we were all fearful. But as you get older, it’s the things you don’t do that you regret, more so than the things you do. When fear knocks, answer! Robin Roberts, tv-personlighed

Jeg har lagt mærke til, at alt for mange lader være med at gøre det, de drømmer om, fordi de er bange. Det har jeg hørt igen og igen, mens jeg har bygget. ”Gid, jeg turde gøre sådan noget”. Men ingenting sker, hvis vi ingenting gør.

At kaste frygten fra sig kan kun anbefales, hvis man vil kaste sig ud i husbyggeri, eventuelt helt alene. Væk med den. For man skal som punkt nummer et være villig til at tage chancer, og man skal ikke være bange, hvis man skal få bygget noget som helst. Desuden, når alt kommer til alt, så er et hus jo bare et hus, og penge er jo bare penge. Det har jeg måttet minde mig selv om mange gange.

Det er min erfaring, fra mit eget liv, at det bedste, der sker, er det, der sker helt uplanlagt. rp_IMG_7659-1024x10241-300x300.jpgHvor man bare vælger – og tør – at gå med noget, der pludselig opstår. En graviditet. En kærlighed. En tanke om at købe et vildnis med udsigt, der pludselig slår ned en summende solrig sommeraften. Det sjoveste sker, når man mindst venter det. Men man skal også turde gribe chancen.

Jeg kan sige så meget, at hverken byggeriet eller denne bog var planlagt. Det skete bare. Det ene tog det andet, pludselig stod jeg med en grund, et hus der skulle rives ned, et hus der skulle bygges op.

Jeg delte min begejstring og opdagede således, at rigtig mange havde lyst til at høre om det. Og så tog det ene det andet. Først på de sociale medier, hvor jeg hurtigt lagde mærke til, at de, der abonnerer på mine opdateringer/billeder, var meget positive og meget ivrige efter at høre mere. Og så postede jeg mere på opfordring. Sådan blev det til en serie på Facebook og Instagram, der har kørt helt fra starten, fra den aften, hvor jeg fandt grunden, til nu, hvor huset er bygget. Senere blev historierne fra de sociale medier lagt ind på en blog til formålet (www.sommerhusbyggeri.dk). Og så blev sommerhusbyggeriet til klummer i ugebladet Søndag og til artikler i Politiken og til en hel masse tv-optagelser. Det ene tog det andet. Og snart skal jeg ud at holde foredrag om bæredygtigt byggeri.

Det var ikke planlagt. Men jeg tror, at noget af det bedste, der nogensinde er sket for mig, er, at jeg kom til at bygge det her hus. At jeg greb chancen. At jeg gjorde det! Jeg gjorde det! Det kan godt være, at jeg er blanket af, men jeg lykkedes med at bygge det her hus! Det er jeg stolt af.

Som min gode veninde, sangerinden Dicte, sagde, da hun sang et par sange til indvielsen af huset, så har hus-byggeriet på en eller anden måde gjort mig stærkere. Jeg tvivlede mange gange undervejs på, at det ville lykkes. Jeg var bange for ikke at nå i mål. Men når man kan drømme om det, kan man gøre det, siger sportsfolkene. Og det var virkelig en kæmpe sejr endelig at stå med nøglerne til et færdigt hjem, jeg selv har bygget.

Home is the nicest word there is. Laura Ingalls Wilder

Mit lille hus er ”en lille skid” (som naboen så poetisk sagde dengang) i den store sammenhæng. Det ved jeg da godt. Men tanken bag bogen er at inspirere og dermed skabe store forandringer. For hvis jeg nu beskriver byggeriet af dette lille bitte bæredygtige husprojekt, og hvis jeg nu forklarer, så godt jeg kan, hvordan man kan bygge bæredygtigt og med genbrug og med tankerne fra den ”cirkulære økonomi” (også kaldet den holistiske økonomi), som vi er nødt til at gå over til, hvis vi vil redde verden, så kan flere måske gøre det, og så kan vi måske skabe store forandringer sammen. Og det er jo så nødvendigt. Og nej, alle folk i Kina og alle folk i Afrika og alle folk i Pakistan og alle folk i hele verden skal ikke bygge et træhus fuldkommen magen til mit, nøjagtig samtidig, for så er det er heller ikke bæredygtigt. Men hvad er odds’ene også for det? Vist de samme som at alle mennesker og alle dyr slår en skid så meget samtidig, at det kan måles.

HARBOØRE TANGE

Jeg er vokset op i en tid med frygt for jordens undergang. Og det er ikke blevet spor bedre, nu hvor jeg selv har store børn. De vokser også op i en tid med en velbegrundet frygt for, at jorden går under, fordi temperaturen stiger, vejret går amok, vandstanden stiger, lande bliver oversvømmet, og de menneskeskabte klimaforandringer er uoverskuelige.

Da jeg var barn og ung, var vi var meget nervøse for atomkrig, og at en eller anden skulle ”trykke på knappen”. Vi begyndte at tale om, hvor forfærdeligt det var, at arter blev udryd- det, at Amazonas blev brændt af, og der var syreregn i Tyskland og denim-blå floder i Indien og giftudslip på Harboøre Tange og atomudslip i Tjernobyl. Vi var ret bekymrede for det hele. For freden, klimaet og energien. Vi lærte dengang, at hvis vi nu gjorde noget alle sammen i det små, som at spare på lyset, lade bilen stå, lade være med at lade vandhanen løbe – så ville det have enormt stor effekt.

Dengang var der sådan nogle klistermærker, man gik rundt med eller satte på bilerne og på skoletaskerne og på køleskabet. Spar på lyset! Lad bilen stå! Køb lokalt! Smil! Skru ned for varmen! Spar på strømmen! Bilfri søndag! Tænk globalt, handl lokalt! Det var en verden af handlingsanvisende udråb.

Jeg har skrevet i mange år – mange klummer, mange artikler, mange bøger. Jeg kan se, at jeg ofte har skrevet i bydeform – de samme handlingsanvisende udråb. Gør dit. Gør dat. How to do. Hvad bilder jeg mig egentlig ind? Min undskyldning er, at når jeg researcher og skriver, så synes jeg altid, at det er helt vildt vigtigt, det jeg skriver om. Altså helt vildt samfundsomstyrtende vigtigt.

For et par år siden vandt jeg en pris for bogen “Spis din have – klimakrisen set fra køkkenhaven” – den var også i bydeform, og den var også vildt vigtig, fordi vi skal spise mere lokalt, mere grønt og vegetarisk, hvis vi vil overleve i en verden på vej mod ti milliarder indbyggere.

Vi skal spise anderledes, forbruge anderledes og bygge anderledes. Vi skal endda gøre det i bydeform og med udråbstegn! Vi skal. Vi skal opføre os mere bæredygtigt! Ellers kan vi godt begynde at skrive meget, meget undskyldende flaskepost-breve til vores børns børn og deres børn.

Det er vildt vigtigt, at vi helt almindelige husbyggere, husejere og husmødre og husfædre agerer bæredygtigt. Det er vildt vigtigt, at vi gør det nu. Jeg tænker, at mit husbyggeri fungerer som et lille casestudie. En prototype. Til inspiration.

Det er ligesom dengang for mange år siden, da børnene var små, og jeg skrev bogen “Den første have – et nyt liv udendørs” (som stadig er i handlen). Her skabte jeg en have helt fra grunden ved et tilfælde (jeg passede min lille søn, der havde diabetes og et alvorligt benbrud, og var derfor bundet til matriklen, hvor jeg så kunne bruge, hvad der nu var, som stofområde). I dette tilfælde blev det min have, der mere eller mindre tilfældigt blev mit afsæt og min inspiration til at skrive en bog, så jeg helt pragmatisk kunne tjene nogle penge. Mere romantisk var min vej til at skrive havebøger såmænd ikke).

Haven – der egentlig var en medtaget byggeplads – blev en frodig, livgivende, duftende, haveterapeutisk, spiselig og børnevenlig have hen over et år. Det krævede helt vildt meget hårdt arbejde, jeg var helt smadret fysisk af at bygge den have op, men jeg ville vise, at det kunne lykkes, præcis ligesom jeg vil det nu. Jeg havde ingen særlige forudsætninger og kunne med sikkerhed sige, at når jeg kunne lave en god have ud af ingenting, så kan alle. Og jeg vil stadig anbefale alle at bruge kræfter på de udendørs rum – ikke kun de indendørs.

Nu har jeg så brugt lidt over et år på et andet casestudie. Og det er – ikke mindst til min egen store forundring – endt med, at jeg har bygget EU’s (og vist også verdens) første FSC-certificerede 100 procent bæredygtige træhus på pæle. Jamen altså! Jeg kan med sikkerhed sige, at når jeg – en privatperson – kan bygge bæredygtigt, så kan alle. Jeg er ikke rig. Jeg har ingen særlige forudsætninger. Jeg er ingen handyman. Jeg har ikke noget netværk, der kan hjælpe med at bygge, for mine venner og min familie har lige så travlt, som jeg selv har. Jeg har – ligesom dengang jeg lavede den første have – kun haft mine egne drømme og mit eget gåpåmod at holde fast i. Når jeg kan, så kan du også.

Ligesom det ikke var top-planlagt, at jeg skulle købe sommerhus, så var det heller ikke en del af planen, at jeg skulle rive det sommerhus ned, men sådan gik det som bekendt.

Så pludselig stod jeg der med et hul i jorden. Jeg kan huske, at jeg viste nogle min fine plet en mørk efterårsdag, og jeg talte begejstret. Men jeg kunne tydeligt mærke, at jeg vist var den eneste, der troede på, at noget kunne blive godt her. Der var mudder, byggestrøm, og hvis man anstrengte sig lidt, også vand, direkte op fra vandlåsen i indkørslen. Her var det godt at have mit eget gåpåmod at holde mig til.

Et nyt hus skulle pludselig bygges. Og jeg har ingen færdigheder som håndværker – hvad jeg virkelig har savnet mere end nogensinde det seneste år. Gid jeg dog var bedre til at håndtere værktøj! Jeg er udstyret med en – har jeg ofte følt i denne proces – ubrugelig papirnusser- uddannelse som formidler. Men nogle gange må man bruge det, man ikke har, fornuftigt.

Her har jeg lært at se sådan på det, at det faktisk er mit held, at jeg kan være frygtelig impulsiv. Hvis jeg ikke havde været det, havde jeg aldrig fundet på at byde på et hus og en grund, uden at regne på det eller tale med nogen om det. Det er i den forbindelse også lidt smart, at jeg ikke er gift. Hvis jeg havde været gift, så ville en ægtemand sikkert – med god grund – have talt mig fra de her sindssyge griller.

Man kan også her bagefter se sådan på det, at det har været hensigtsmæssigt for byggeriet, at jeg ikke er ansat noget sted. Tænk, hvis jeg havde haft en eller anden sur chef, der ikke kunne forstå, at jeg var væk fra min pind for at passe et byggeri, som jeg havde en idé om, ville gøre mig klogere. Nu er jeg min egen chef, og det betyder, at jeg kan kaste al min vågne tid ind i projekter, jeg bliver besat af. Jeg får ikke skældud og bliver ikke indkaldt til en medarbejdersamtale. Det er dejligt. Det er også virkelig godt, at jeg ikke har fast mødetid noget sted, men kan arbejde fra en byggeplads. En sidste ting, der er en fordel, og som jeg godt ved, at andre ikke bare sådan lige kan kopiere, er, at jeg kan inddrage al ferie i et år, arbejde syv dage om ugen og indefryse min løn, fordi jeg er min egen chef.

Husbyggeriet – og sådan som selve huset kommer til at blive brugt fremover – er blevet en del af mit arbejde, det er derfor, det kan lade sig gøre for mig. Både praktisk og økonomisk. Huset har været integreret i mit arbejde lige fra den dag, hvor vi tog det første spadestik og lavede tv om det og til nu, hvor jeg skriver om det. Jeg er meget heldig, at jeg kan gøre det på den måde.

Nu har jeg tænkt mig at holde åbent-hus, workshops, kurser og foredrag om byggeri, og jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive om bæredygtigt byggeri, genbrugstænkning, affaldsstrategier, ”resilience” og cirkulær økonomi, som det, jeg fortæller om i kapitlet ”Stop spild af storskrald”. Jeg synes, det er vildt vigtigt at skrive om – måske noget af det vigtigste at rapportere om i verden – nu hvor vi planlægger, at alle huse og bygninger skal være CO2-neutrale i 2050, som en del af vores plan for, hvordan vi vil overleve her på kloden.

AFLYS ALT

Ralph Waldo Emerson mente, at ”nothing great was ever achieved without enthusiasm. Jeg giver ham ret. Du skal virkelig ville det, hvis du kaster dig ud i sådan noget her. Du skal have en stærk vilje, og så skal du (beslutte dig for at) være meget modig, hvis du skal gå i gang med at bygge. Og så skal du – ligesom når du laver andre store projekter, det kender du sikkert fra dig selv – virkelig bevare fokus, hvis du skal blive ikke bare halvfærdig, for det er ingen kunst, men helt færdig. Det betyder, at du må sige nej til meget.

Du kan ikke alt, og du kan ikke deltage i fester og familiemiddage og netværksting og udviklingsarbejde og folk bliver skuffede over dig. Og du kan heller ikke tage på ferie, tage sygedage eller holde fri. Jeg kan lige så godt være ærlig og sige det til dig, som det er, hvis du vil i mål, må alt andet skrælles fra i en periode.

Desuden vil jeg give dig det mærkelige råd, at du skriver et manifest og ligesom finder på nogle benspænd eller dogme-regler for dig selv, noget, der sætter nogle rammer for projektet. Ellers synes jeg, at man bliver alt for forvirret over valgmuligheder. Det har været en fantastisk hjælp for mig, at jeg havde sat nogle værdibaserede rammer både for byggeriet, haven og for indretningen af huset. Derudover skal man have en stærk tro på projektet og en rimelig god fornemmelse af, hvad man skal gøre hvornår, hvad der er vigtigt hvornår. Så at sige være en omvandrende ugekalender inde i hovedet og holde overblikket.

FORSØM TINGENE I DEN RIGTIGE RÆKKEFØLGE

Man kan ikke overkomme alt hele tiden, men som det engang er sagt så klogt, så skal man ”forsømme tingene i den rigtige rækkefølge”. Jeg gik eksempelvis ikke i sort over, at jeg ikke fik en fin have ud af min byggeplads, samtidig med at jeg byggede, selv om dem, der producerede tv-programmerne hele tiden spurgte mig om mine følelser for det. Jeg var ret lige- glad. Jeg såede græs flere gange og satte træer og fik mange læs jord ind på grunden, men det blev først godt efter alle håndværkergrupper var væk med al deres materialer og tunge udstyr. Sådan er det jo.

Det sidste, måske lidt skøre, jeg kan anbefale, er helte og heltinder – som kan give lidt retning – det har virket for mig hele mit liv at søge råd hos dem, jeg kendte fra bøger. Undervejs i byggeriet er der således to meget forskellige figurer – og deres citater – som har fulgt mig: Den ene er skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, som sagde: ”Alt hvad der er værd at gøre, er værd at gøre ordentligt!”. Det har jeg brugt som undskyldning for at ruinere mig selv på at købe god rådgivning, gode håndværkere og godt træ.

Den anden er min allestedsnærværende heltinde, Astrid Lindgren, der lod Pippi sige:

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert godt klare”.

Det hjalp at have de her sætninger med mig.

Sjovt nok har jeg aldrig før formidlet noget, som så mange – både medier og mennesker – vil høre mere om. Tak – vil jeg skynde mig at sige!

Jeg tænker, at interessen afspejler, at mennesker vil noget andet nu, høre om noget andet end ”alle har ret til et fedt køkken”. Der er et paradigmeskift undervejs. Et virkeligt stort skifte i måden, vi tænker klima, og hvad vi som borgere kan gøre. Jeg ser interessen som udtryk for, at mange mennesker efter finanskriser, ekstremvejr og klimabekymringer drømmer om et mere bæredygtigt liv med genbrug, med træ, med positivt CO2-aftryk på verden: Eventuelt i et lille simpelt træhus ”off the grid”. Det er, som om forbrugerne er gået fra at sige ”alle har ret til et fedt køkken” til at tænke på logik, cirkulær økonomi og bæredygtighed. Igen og igen bliver de bedt om at ”forbruge”, så vi kan ”vækste”, og heldigvis udøves der civil ulydighed med ikke bare ”boykot”, men ”buycutt”.

I al stilfærdighed vil jeg mene, at vi er nødt til at holde op med at sælge vores sjæl til fanden og de store multinationale firmaer/kapitalfonde/lobbyister. Det er efter min mening, hvad der sker, når man i et lille land bliver bondefanget af dem, der taler om nødvendigheden ved at ”vækste”. Som om alle problemer vil blive løst, hvis vi har vækst. Og det så ender med, at vi kommer til at give multinationale firmaer total frihed til at undgå at betale skat i Danmark. Disse rige firmaer betaler ikke skat, de opererer globalt og anser dansk skat som en ”unødig udgift”. Hvordan skal vi håndtere sociale spørgsmål, sundhedssektor, miljø, terrorisme, social sammenhængskraft, fødevaresikkerhed, og hvordan vil vi finansiere en bæredygtig omstilling, når dem, der opererer i vores land, ikke betaler? Det kan vi ikke!

Den helt almindelige forbruger reagerer på den her slags tåbeligheder ved at blive politisk desillusioneret. Måske stemmer de ikke. Måske stemmer de noget helt protestagtigt. Og måske prøver de at stemme med indkøbsvognen og vælge klimakorrekte varer. Eller gøre som en virkelig åndet filmmand, jeg hørte i radioen forleden. Han havde fået klimaforstoppelse, orkede ikke at høre med om det og ville have sine røde bøffer og sin store bil i fred uden at føle dårlig samvittighed. Der er nok en del, der har det som ham, men der er nok også en del, der kan se, at vi forbrugere har stor magt – som græsrødder, der gror nedefra – og at forandringer skal komme netop nedefra. I udbud og efterspørgsel. Eller ved at vi efter- spørger eksempelvis træ fra områder, hvor vi ved, at der er bæredygtig skovproduktion.

Forbrug er jo ikke ondt. Jeg har da lige forbrugt en masse ved at bygge et hus, ikke mindst har jeg brugt masser af træ og masser af håndværkertimer. Hvilket er bæredygtigt. Ligesom det at bruge energi ikke er ondt. Vi kan bruge en masse energi, hvis bare vi er koblet op på en vindmølle, et solpanel eller på et grønt elselskab (jeg vil helst det første).

Der er udviklet apps og hightechløsninger, som er fantastisk bæredygtige. Vi skal ikke grave os ned i en jordhule og tro, at teknik er ondt heller. Der er løsninger, som giver børn i ulande mulighed for at læse og studere om aftenen for første gang nogensinde, ved hjælp af en lille sol (”Little Sun”), og det gør en verden til forskel, når det bliver bælgravende mørkt klokken 19.00 ved ækvator. Der er dimser, som slukker al elektronik, som er passiv, men strømfor- brugende, med et enkelt klik. Der er apps, som gør, at folk kan slukke og tænde for varmen og el. Der er idéer fremme om at skabe virkelig mange arbejdspladser ud af det, der før blev betragtet som skrald. Mange ting kan skilles ad, deles, samles på ny, det er der jobs i. Der er grupper på nettet, som gør det let at få adgang til andre menneskers ”trash” efter devisen ”one man’s trash, another man’s treasure”. Og en af mine egne drømme er at lave en chut- ney- og marmeladefabrik, som skaber værdi ved at omforme ”udsmidnings-frugt-og-bær” til guld ved hjælp af lidt skæv arbejdskraft, som ingen andre vil ansætte i en gammel fabrik, som ingen gider bruge til noget.

Man siger ”stop spild af mad”. Der er pludselig en kæmpe efterspørgsel på genbrug af byggematerialer, møbler og tøj, som er der, hvor private forbrugere virkelig kan gøre en forskel. Auktionshuse, brugt-annoncer og loppemarkeder er så hotte, at der laves primetime-pro- grammer med masser af seere om dem. Der er ventelister til kolonihaver og nyttehaver som aldrig før. Der er endda også programmer om bagning og syning, som har stor tilslutning. Ligesom det er blevet moderne at strikke, og et sted har jeg læst, at de mest populære grupper på Facebook handler om at sælge brugte ting eller reparere gamle ting. Eller strikke og hækle!

Flere og flere får igen køkkenhaver, kompost og høns i haverne, sådan som man havde det under 2. Verdenskrig, hvor det var direkte ”usolidarisk” og ”upatriotisk”, hvis man ikke sør- gede for at producere de proteiner, man kunne, hjemme på egen matrikel. Der var plakater overalt, som agiterede for ”urban farming” og ”grow what you eat”. Et slogan lød des- uden ”to høns pr. hoved”. En familie på fire skulle have otte høns (der giver cirka otte æg om dagen, det vil sige temmelig meget protein). Og man måtte ikke have græsplæne, for hvor skulle bønnerne, kålen og kartoflerne så gro? Det endte med, at husholdningerne i de allierede lande var 80-90 procent selvforsynende, og mange parker omlagt til ”community gar- dens”, hvor der blev dyrket mad, ikke blomster, men grøntsager. Krigsbørnene og efterkrigs- børnene var nogle af de sundeste, og, har det vist sig, mest sejlivede mennesker, fordi de er opfostret på grød, vand, blomkålsgratin, grønlangkål, kødfrie dage og levertran. Vi lever nu i en ny verdenskrise, og vi kan svare igen. Vi har gjort det før.

Man kan indvende mod mit projekt, at det ikke er nøjsomt og bæredygtigt at have to hjem, et i byen og et på landet. Nej, selvfølgelig ikke. Men omvendt: Det er mere bæredygtigt at tage i sommerhus i Vejby end at flyve på ferierejser til Vietnam. Og det er mere bæredygtigt for mig personligt – og sådan tror jeg mange har det – at tage pauser og have et fristed til at tænke to tanker til ende i naturen end at piske rundt med snuden i sporet inde i kontorlandskabet og blive stresset af det. Og det er mere frugtbart for sådan en som mig, at have et lille stille træhus, hvor jeg kan arbejde intensivt, end et larmende storrumskontor, hvor jeg ikke kan få lavet noget som helst. Jeg fravælger kontor for at kunne arbejde i et lille træhus. Dermed har jeg ”kun” to steder ligesom andre, der bruger ressourcer to steder. Både derhjemme og på jobbet.

With this more subtantial shelter above me, I had made some progress toward settling in the world. Henry David Thoreau, Walden

For hundrede år siden levede en femtedel af verdens befolkning i byer. I 1960 var det omtrent en tredjedel, så sent som i 1990 omkring 40 procent. I 2008 erklærede FN, at over halvdelen af verdens befolkning nu var urban. Jeg har arbejdet en hel del med haveterapi, urban gardening og urban farming og ved, at den stigende urbaniseringstendens lokalt og globalt ikke betyder, at folk vil have mindre natur. De vil bare have både by og natur. I Danmark fører vi an med blå (hav og havnebade) og grønne (parker, haver og grønne tage) stor- byer og med en befolkning, der for ikke mindre end 86 procents vedkommende bor i byer.

I 2050 vil 80 procent af verdens befolkninger samle sig i byer (mod 60 procent i dag), ikke mindst i megastore byer, i hvilke der er nødt til at være vand, luft, ilt, træer, grønt og mad- produktion, hvis mennesker skal kunne overleve.

Set i lyset af, at vi herhjemme allerede er blevet en nation af byboere, tror jeg, at vi fremover vil opleve et generationsskifte i fritidshusområderne plus flere nyttehaver og kolonihaver. Og når der så kommer et generationsskifte, så håber jeg, at flere vil blive inspirerede til at bygge mere bæredygtigt, end man gjorde før.

BÆREDYGTIGT FREMTIDSHJEM

Huset er – kan jeg se nu – sådan set essensen af, hvad jeg gerne vil med mit liv. Jeg vil gerne føle mig fri. Jeg vil gerne leve bæredygtigt og uden at min livsstil efterlader et sort fodaf- tryk til de næste generationer. Jeg vil gerne efterlade jorden og de materialer, jeg har brugt i mit liv, i en bedre forfatning, end da jeg havde dem til låns i min korte tid. Jeg vil gerne lave noget, andre – og også næste generation – kan bruge til noget. I alt det jeg gør. Jeg vil gerne skrive bøger og have et sted, jeg kan gøre det. Personligt vil jeg gerne have ro. Og så vil jeg vil gerne kunne trække mig væk fra verden. Hen til et nemt, nøjsomt, rart, naturligt, overkommeligt, bæredygtigt hus med udsigt til himlen – og som ikke koster mig alverden. Heller ikke, hvis jeg er blevet syg, gammel eller hvis der kommer flere finanskriser. Og så vil jeg gerne være med til at gøre en forskel. Det er derfor, jeg er formidler. Jeg forsøger at ændre verden ved at inspirere nogle til at gøre noget, der flytter noget. Det er derfor, jeg siger: Byg bæredygtigt.

Byg bæredygtigt, om du bygger en garage. Et kontorhus. Et hønsehus. Et anneks. Et atelier. Et kolonihavehus. Et legehus. En sandkasse. En terrasse. Et flerfamilieshus. Et parcelhus. Et plejehjem. En stald. Et koncerthus. En lade. Eller et sommerhus langt fra alfarvej.

When one has finished building one’s house, one suddenly realizes that in the process one has learned something that one really needed to know in the worst way – before one began. Friedrich Nietzsche

Kommentarer

  1. Test test :-)

  2. Mange tak Signe.
    Vi er ved at planlægge at bygge nyt hus og der er helt sikkert noget her som har ændret hvordan jeg tænker om vores nye byggeri. Måske man skulle smutte forbi boghandlen på vej hjem og købe bogen med.

Trackbacks

  1. […] Et andet gratis kapitel fra bogen her (fra bloggen) […]

Skriv et svar