Gratis kapitel fra bogen Byg Bæredygtigt

Værsgo! Det er fredag. Solen skinner. Og du skal have et gratis kapitel fra min nye bog. Det blev oprindeligt skrevet som forord, men så voksede det og blev langt og meget personligt, og jeg satte det ind som efterord. Du kan bestille bogen Byg Bæredygtigt på biblioteket, købe den i din lokale boghandel eller købe den signeret her. Det første af tv-programmerne ligger gratis på TV2-play her – og de sendes for tiden hver mandag 21.25 på TV2. Læs lektørudtalelse her.

EFTERORD

Engang kort tid efter, at vi var kommet hjem fra Afrika, hvor mange dengang i 1970erne rejste ned for at prøve at være med til at redde verden, boede vi en tid i en soveby i nogle meget grimme, grå rækkehuse, der fungerede som lærerboliger, på en vej, der hed Alfarvej (det hed den!). Her skinnede solen altid, og folk kom hinanden ved, og jeg løb ind og ud hos naboerne, der serverede spegepølsemadder og småkager. På dette tidspunkt var jeg omkring otte-ni år og det var før, vi flyttede ned til den skov, langt ude på landet, som jeg ofte refererer til. En dag var jeg ovre hos et ungt par, som jeg holdt meget af. Kvinden hæklede, vævede og kartede. Hun havde fletninger, briller og læste til lærer, og så var hun god til at kradse på ryggen. Manden havde altid gang i eksperimenter, ikke mindst tankeeksperimenter. Han havde skæg, gik i bare tæer, spillede guitar, lavede sjove fysikforsøg og arbejdede for Verdensnaturfonden. Han sagde noget, jeg aldrig glemte, den her dag, noget, som var meget tidstypisk: ”Hvad hvis nu alle mennesker, på hele jorden, slår en skid samtidig? Det vil kunne måles!”. Han lyste op i sit store grin og forklarede mig noget om gasser, men også noget om, at hvis alle mennesker, eller i hvert fald mange mennesker, går sammen om at udføre en bestemt handling samtidig, så kan det have kæmpe stor effekt. Altså, på verden-kan-ændre-sig-og-vi-kan-flytte-bjerge-måden.

Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world; indeed, it’s the only thing that ever has. Margaret Mead, amerikansk forsker og antropolog, 1901-1978

Det tænkte jeg meget over. Og jeg har tit tænkt på naboen i nyere tid, når talen falder på, at det er et stort problem for klimaet, når køer udleder metangasser, og at det er et problem, at vi (især danskere, desværre) spiser alt for meget kød fra kødkvæg.

Nu har jeg igen været nede i tidslommen fra dengang. Jeg var et stille barn. En læsehest, der IMG_7662tilbragte meget tid med at glo ud af vinduet, tegne og tænke over verden, hvis jeg da ikke levede inde i bøgernes univers med mine fiktive venner, som var nogle utroligt handlekraftige og stærke piger, helt modsat mig. Jeg ville gerne være mere som dem, jeg læste om. Jeg ville gerne være sådan en, der var med til at gøre en forskel. Men jeg var ikke god til at bygge ting, finde på ting, sige skægge ting eller bare tage ordet. Jeg tænkte alt for meget over tingene og nørdede alt for meget. Du ved, jeg sværmede rundt og lagde blomster i pres og begravede fugle i æsker og blev stærkt optaget af noget struktur i noget bark og faldt over mine alt for lange fødder og den slags.

Man kan ikke lave verden om uden at lave sig selv om. Man kan ikke lave sig selv om uden at lave verden omTor Nørretranders

Jeg er ikke noget naturtalent som modig. Men har for længe siden besluttet mig for at turde turde og for at sige ”jeg er ikke bange for noget som helst” eller ”det kan jeg helt sikkert godt finde ud af”. Det giver en stor frihed – og den ønskede jeg mig, for jeg var meget misundelig på, at Laura og Pippi havde den frihed, de besad, mens jeg dengang var sådan en, der var bange for alt.

Jeg fortæller dig det, fordi det er det absolut første, som alle folk spørger mig om, når de hører om det her byggeprojekt: Hvordan turde du? Hvordan kan det være, at du er så modig?

Nej, jeg er slet ikke modig af natur. Og jeg er ikke født til at turde ting, hvad min mor og min bror kan bevidne. Men jeg har besluttet mig for at være modig, for jeg vil have mest muligt ud af det her liv. Jeg vil jo være med til at ændre verden. Og ingenting sker, hvis man ingenting gør og tør, fordi man er bange.

Mens jeg har været voksen, har jeg været bange for de mest tåbelige ting. I tyverne var jeg bange for at flytte til Aarhus (Journalisthøjskolen), bange for (de voldsomme) reaktioner på, at jeg skrev i avisen (hvor jeg skrev første gang, da jeg var 19-20 år), bange for at tage ordet ude på mit studie (Retorik på Københavns Universitet, sjovt nok), jeg var også bange for, at det var en fejl, da jeg fik min studieplads eller en fejl, da jeg fik mit første job og mit andet job (Politiken og TV2). I trediverne har jeg været bange for at bo alene. Også selv om jeg skulle bo alene sammen med børn. Jeg var bange for at gøre ting alene, tage banklån, tage på sommerferie, tage alene til reception på et forlag, tage til store fester, sætte store, uoverskuelige projekter i gang, leve livet uden sikkerhedsnet og uden fast løn som selvstændig. Jeg har været bange for, hvad andre skulle tænke eller mene. Jeg har været bange for at rejse alene til fjerne lande og mærkelige kontinenter. Og jeg har været bange for at eje et sommerhus helt alene. Men nu er jeg i fyrrerne og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke længere er bange for noget, der er værd at tale om. Jeg har prøvet det hele nu, og det er jo faktisk gået meget godt.

At one point, we were all fearful. But as you get older, it’s the things you don’t do that you regret, more so than the things you do. When fear knocks, answer! Robin Roberts, tv-personlighed

Jeg har lagt mærke til, at alt for mange lader være med at gøre det, de drømmer om, fordi de er bange. Det har jeg hørt igen og igen, mens jeg har bygget. ”Gid, jeg turde gøre sådan noget”. Men ingenting sker, hvis vi ingenting gør.

[Læs mere…]

Miljøminister: “Byg bæredygtigt!”

TV2 viser programmerne om det bæredygtige byggeri fra mandag d. 13.april. Se endelig med!

Vil I høre det vildeste? Miljøminister Kirsten Brosbøl​ har sagt ja!!! Hun kommer og  taler om vigtighedenIMG_6100 af at Bygge Bæredygtigt til bogreception for bogen “Byg Bæredygtigt” d. 25.marts kl.16.00…

Nu vil jeg prøve at overtale en af de andre ressourceambassadører til at komme og sige et par ord om vigtigheden af Cirkulær økonomi​ og måske vil FSC Danmark​ også sige lidt om bæredygtigt skovproduktion…

Og måske vil arkitekt Erik Juul​ også sige lidt om byggeriet – og måske vil Bermuda Production​ vise et par klip fra tv-programmerne (som kommer på TV2 fra d.13 april). Ih, det bliver godt det her!

Her er bogen. De er lige kommet fra trykkeriet og er på vej ud til butikker, presse og anmeldere.

IMG_7476

…og på onsdag tages første spadestik

IMG_1923

AUGUST. Tilbage i august kom jeg til at købe verdens grimmeste sommerhus ved et tilfælde. I årevis havde jeg ønsket mig at købe et sommerhus igen (vi havde et lille bitte hus i Holløselund, da mine børn var helt små og jeg er kommet på egnen med mine drenge altid).

Men jeg havde ikke kigget på et eneste sted, fordi priserne var så urealistiske og det blev egentlig bare ved drømmen, da jeg pludselig faldt over alkoholiker-Werners gamle sommerhus, som havde været til salg i halvandet år og som ingen havde hverken kigget på eller budt på. Jeg blev helt betaget. Ikke af den gamle gule cigaræske af et ildelugtende hus, der også havde fungeret som smugkro, men af udsigten. Jeg gav uden at tænke mig om et bud. På stedet, på grunden. Stor var min overraskelse, da jeg dagen efter blev ringet op med tilbud om at underskrive en salgsaftale. Jeg sagde bare ja. Ja tak. Og sådan fik jeg rodet mig ud i det her projekt.

Det var ikke mig der fandt stedet, det var på forunderlig vis stedet der fandt mig.

Jeg var blevet sommerhusejer uden at have været på en eneste fremvisning eller til et eneste åbent-hus-arrangement. 

SEPTEMBER. Efter møder med forskellige flinke arkitekter fandt jeg sammen med Erik, der havde de samme tanker om bæredygtighed som jeg. Han begyndte at tegne et lille nøjsomt bæredygtigt træhus. Jeg drømte om en lade og et stort åbent rum og ikke så mange dikkedarer og ikke noget luksus.

OKTOBER. Efter at have konsulteret mange forskellige eksperter – der allesammen sagde, at intet fra det gamle hus kunne genbruges tog vi afsked cigarkassen (og svømmebassinet – til mine drenges store fortrydelse). Flyttede et par planter. Fik afsluttet vand og strøm. Solgte en brændeovn videre og brugte pengene på at få lavet byggestrøm.

NOVEMBER. Der er mange nedrivningsfirmaer ude omkring og mange, der siger, at de river ned på miljømåden. Jeg tror, at vi fandt de bedste på markedet – hurtige, dygtige, med de rigtige maskiner og med en affaldsortering, der betyder, at huset genopstår som andre produkter. 95 procent af huset genbruges – og noget af huset bliver “down-cirklet” til asfalt. Det ville have været sjovere, hvis man kunne “up-cirkle” det til dele af et nyt hus. Men materialerne var så tarvelige og alt var bygget med henblik på kun en enkelt generation.

Det er hjerteskærende, at se, at et hus fra 1965 kan bygges så skidt og det giver lyst til at bygge bedre og med større respekt for naturens materialer.

Det skal bygges udelukkende FSC-mærket træ og genbrugsmaterialer, fordi jeg vil vise, at det kan lade sig gøre. Jeg vil vise, at træ kan bruges til meget mere end man tror – eksempelvis også isolering og fundament. Der er ikke tidligere bygget et FSC-mærket hus i Danmark (og i verden), som bruger træ i så høj grad som dette hus (siger FSC-sekretariatet). Jeg vil forsøge at vise, hvor godt og smukt et materiale træ er – også i de utraditionelle valg om træsorter og brugsmåder. Huset kommer til at stå på pæle, så det tager højde for fremtidens klimaforandringer og ekstremregn.

Indendørs skal huset koste ingenting og være hundrede procent genbrug. Det er meget sjovt med benspænd, især når de giver mening og tvinger en til at tænke anderledes og kreativt.

DECEMBER: Ansøgninger om byggetilladelse. Ideer. Kreativ proces. Det var også i den periode, der blev lagt vildt meget ind på mit Pinterest-board om projektet… Se med her www.pinterest.com/wenneberg.

Skærmbillede 2014-04-18 kl. 17.30.37

JANUAR: Byggetilladelse fra Gribskov Kommune – der netop havde lavet en lokalplan, som passede til at bygge bæredygtigt og klimavenligt.  Jeg hoppede op og ned i sneen foran rådhuset i Helsinge, da jeg kom ud med min byggetilladelse. Også fordi jeg – måske modsat hvad jeg lidt fordomsfuldt havde troet – havde mødt visionære, klimabevidste, grønne ildsjæle i kommunalt regi.

FEBRUAR-MARTS: Der laves udbudsmateriale – det er meget omstændigt, at regne alt ud og tale med massevis af håndværkere. Hvoraf mange ser det som deres opgave, at være på tværs og se problemer, der ikke findes. I udbudsrunderne (ja, vi måtte have flere) fik vi bud fra håndværkere i alle prislag og alle retninger og masser, der sagde, at de havde for travlt til at kaste sig over opgaven med at bygge et lille træhus. Man tænker, at der umuligt kan være krise i byggeriet i Danmark, når tømrere ikke har tid til at bygge træhuse og når ikke ret mange ville være med på et projekt, vi synes var sjovt, med at bygge noget fremtidsbyggeri. Det var en meget frustrerende tid uden mange timers søvn.

APRIL: Men så kom de lokale håndværkere mig til hjælp. Det hold vi er endt med bor og arbejder alle sammen fem minutter fra grunden. Der er først og fremmest den mest centrale skikkelse her, Tømrermesteren, som tog opgaven efter jeg havde plaget ham om det, fordi jeg var tryg ved ham, og som ringede og sagde: “Tag det nu roligt, vi gør det, vi har styr på det”. Tømrermesteren er erfaren, han er 60 år og hans firma havde 27 års jubilæum forleden. Desuden er der elektriker-Nick som jeg kender i forvejen og som også er fra Vejby og som skaffer alt på fem minutter. Han er også tredje generation i det lokale jord- og beton-firma og de laver fundamentet. Og så er der naboen kloakmester-Carsten, som lige nu står og piller med nogle stumper for at lave en vandhane til mig og som laver kloak og vand senere. Og så er der grave-Claus, som kan flytte alt og som er så stærk, at han tager skuffen fra gravkoen op på skulderen. Og så er der gartner-Morten, som har givet mig nogle gratis genbrugsplanter – rabarber, roser og pæoner – fra et bed han har ryddet et andet sted. Og endelig er der tømrer-Rasmus, Mikkels bror, som har bygget to skure på grunden, der skal gøre det ud for mandskabsvogne og låse-ting-inde-hus. Foruden selvfølgelig drivhuset, som lige skal nævnes, fordi jeg for anden gang i mit liv begynder med et drivhus. Da jeg flyttede ind, hvor jeg bor nu, var min treværelses villalejlighed en stor K3-skade. I stedet for at begynde med at udbedre noget af det, købte jeg et drivhus. Så jeg havde et sted at være og arbejde. Nu har jeg gjort det en gang til. Vi skal spise påskefrokost i sommerhuset på søndag. Der er bare ikke noget sommerhus. Men der er drivhuset. Jeg har et sted at være deroppe, et sted at arbejde og holde byggemøder og spise frokost – også selv om der endnu ikke er noget hus.

Og nu skal vi bygge her efter påske. Vi er en smule forsinkede. Men det føles som om det er det helt rigtig hold, der kommer til at bygge huset.

sommerhus collage april

PS. Formidlingen om byggeriet…

Jeg skriver denne blog om huset. www.sommerhusbyggeri.dk. Jeg skriver en bog “Byg Bæredygtigt” – om det at forsøge at skabe anderledes byggerier i en ny tid, en ny nordisk lokal måde at bygge på. Og vi laver også noget fjernsyn der følger byggeriet. Og ud over det, så er der masser af billeder af projektet på Instagram og nogle går  videre til Facebook. Så det er alt i alt en ret bred formidlingsindsats.

Senere tænker jeg at låne huset ud til nogen, der vil holde workshops om bæredygtighed eller lave debatarrangementer og kurser om bæredygtighed deroppe. Ligesom jeg tænker at holde nogle foredrag sammen med Gribskov kommune om hvordan man kan bygge i fremtiden. Det har vi i hvert fald talt om. Vi må se.