Det fineste træ er ankommet fra Padborg!

uge 3 foto blog

Uge 3. Træet er kommet! Historien er som følger. Man kan ikke længere bare regne med, at man i vikingernes og trelleborgenes og de smukke skoves eget land, kan købe fuldtømmer til at bygge et hus af… Det er kommet meget bag på mig. Hans-Erik – byggeriets superdygtige og erfarne tømrermester – har ikke bygget med den her slags tømmer siden han istandsatte Tibirke Kirke i 1995.  Tømrere, tømmerhandlere og træeksperter fortæller mig, at man nu om dage kun bruger den slags træ, som arkitekten (heldigvis) har insisteret på at vi bruger til dette byggeri, i netop kirker og på slotte. Man bygger i limtræ og spærtræ. Og jeg tænker: Hvorfor ødelægge noget, som naturen har brugt millioner af år på at forfine – nemlig et stort stykke træ – hvorfor bryde det op og klistre det sammen med lim, der lugter, for at bygge med det? Hvorfor ikke bare bruge naturens materialer rent?

Det minder mig om mad og kødklister og hestekødskandaler og papæskefastfoodmad, som består af ingredienser fra syv forskellige lande med en holdbarhed på tre år. Hvorfor ikke bare spise enkel mad, når nu naturen har været så god at skabe virkelig velsmagende råvarer? Tilbage til træet. Vi blev forsinkede af at vente på træ. Vi blev frustrerede af at vente på træ. Vi kunne ikke finde det rigtige træ. Og så blev reddet på målstregen. Den lokale tømmerhandel – Fog i Helsinge – og de søde folk hos FSC-Danmark, der hjælper mig med at finde FSC-mærket træ kæmpede virkelig og fandt til sidst en god løsning: Ved et svineheld havde Frøslev Træ i Padborg noget meget, meget fint ovntørret FSC-mærket dansk træ i fyr og lærk liggende (min teori er, at det har ligget klar til hvis det skulle bruges på et slot eller i en kirke et sted og jeg spørger ikke, for jeg kan godt lide tanken…). Da træet ankom forklarede tømmerhandleren og tømrermesteren mig, at det her træ, er særlig fint, det kan man se på årringenes centrale placering og på siderne af træet. Fagfolkene var meget begejstrede og vi måtte alle sammen røre ved træet hele tiden, da det ankom. Nu rykkes de 150 kilo tunge stammer rundt på grunden af de stærke tømrere (og en lille traktor).

Det her tømmer kan holde i 200 år. Man kan somme tider være heldig og se, at der sælges 100 eller 150 år gamle lægter i Den Blå Avis. Og de er så fine som nye og kan sagtens bruges. Jeg kunne godt have fundet på at bygge af den slags 150 år gammelt træ. Det er bare rigtig svært at finde nok til et helt hus på mål – og man skal selv være en stærk og dygtig selvbyggertømrer, hvis man skal kaste sig ud i den øvelse… Jeg kan godt lide tanken om, at træet fra mit hus er så god kvalitet (det har naturen sørget for) at huset ville kunne pilles fra hinanden om 50 eller 100 år og så ville træet kunne genbruges helt uden spild. Modsat det hus, der var på grunden, da jeg købte stedet, hvor INTET kunne genbruges… selv om huset ikke var særligt gammelt.

På mandag rejses siderne. Vi kan snart se konturerne af et ny hus på grunden!

Magnolien blomster og Ingrid Marie er ankommet!

UGE 2. Der er travlt på grunden nu! De 18 punktfundamenter er på plads. De to gamle magnolia-træer har travlt med at blomstre. Grave-Claus har fundet fire, store flotte æbletræer og de er straks kommet i jorden. Selv om grunden egentlig er en gammel frugtplantage, er alle de gamle frugttræer fældet af den tidligere ejer. Det måtte der hurtigt rådes bod på. Frugttræer er skøn en måde, at dyrke noget spiseligt i haven uden besvær (Filipa, Belle de Boskop, Ingrid Marie, Ananas). Tømrer-Rasmus er ved at være færdig med sit møjsommelige arbejde med de to skure – og i drivhuset, har Claus gravet lidt ud til fliser. Vi genbruger de gamle fliser fra grunden, de er ikke smukke, men de fungerer godt nok for nu og er gratis. Så snart konstruktions-træet er ankommet til den lokale tømmerhandel, går tømrerne i gang med at bygge huset! Så lige nu er kloakmesteren i gang med at grave, hvad der skal graves under huset – og elektrikeren står på spring. I mens finder jeg ting og sager til huset – her er det et flueskab og vinduer, som er genbrug. Om lidt skal jeg mødes med arkitekten og beslutte endeligt, hvor alle vinduer og døre skal sidde. Det er som at bygge huler i skoven igen… Det er sjoooovt!

maj 1, foto